jakobleonardo.com

Book afklaringssnak

Handelsbetingelser

Gældende fra d. 1. august 2026

Handelsbetingelser for KlientKlar

Jeg gør mig umage med, at der er styr på tingene, når du samarbejder med mig. Det gælder både selve arbejdet og det juridiske. Derfor har jeg skrevet ned, hvad vi er enige om, når du køber KlientKlar.

Det meste giver sig selv. Læs det igennem, og skriv til mig på [email protected], hvis noget er uklart, eller hvis du er uenig i noget.

1. Hvem betingelserne gælder for

Disse betingelser gælder udelukkende ved salg til erhvervsdrivende. KlientKlar sælges ikke til forbrugere, og der er derfor ikke fortrydelsesret efter forbrugeraftaleloven.

Kunden er den virksomhed eller enkeltmandsvirksomhed, der køber forløbet, og den navngivne person, der deltager i det.

2. Aftalen

Aftalen er indgået, når du enten bekræfter den skriftligt, eller når du betaler den første faktura. Modtagelse af en faktura er ikke i sig selv en accept.

Det, vi har aftalt om indhold og omfang, fremgår af fakturaen og af det skriftlige overblik, du modtager efter afklaringssamtalen.

3. Hvad forløbet indeholder

KlientKlar er et forløb over 6 måneder, hvor vi arbejder sammen om din kommunikation, dine tilbud og de systemer, der understøtter dem.

Modellen er delt. Jeg leverer strategi, retning, skabeloner og den tekniske opsætning. Du leverer viden om din forretning og dine patienter, og du udfører det arbejde i din egen klinik, som kun du kan udføre, herunder at træffe beslutninger om dine tilbud og din kommunikation. En del af arbejdet laver vi sammen på vores møder.

Hovedparten af det, vi aftaler undervejs, bliver til opgaver, du selv skal udføre. Forløbet er bygget sådan med vilje: du skal kunne køre det videre uden mig, når vi er færdige.

Forløbet indeholder ikke annoncebudget, drift eller hosting af din hjemmeside, større SEO-indsatser, eller ydelser fra tredjepart. Aftaler vi undervejs opgaver, der ligger uden for det, vi har aftalt, faktureres de særskilt efter forudgående skriftlig aftale.

4. Din medvirken

Forløbet bygger på, at du bidrager med viden om din forretning, dine patienter og dine tal, og at du deltager i de aftalte møder.

Hvis materiale eller svar udebliver, kan tidsplanen forskyde sig. Det ændrer ikke ved betalingsforpligtelsen, men jeg giver dig besked, så snart jeg kan se, at det får betydning.

5. Hvis jeg får forfald

Bliver jeg forhindret i at levere som aftalt på grund af sygdom eller andre forhold, jeg ikke er herre over, giver jeg dig besked hurtigst muligt.

Aftalte møder og leverancer forskydes tilsvarende, og forløbets løbetid forlænges med den periode, forsinkelsen varer, uden ekstra betaling fra dig.

Strækker forhindringen sig ud over 30 sammenhængende dage, kan du vælge at afslutte forløbet. I så fald betaler du kun for den del af forløbet, der er leveret, og eventuel forudbetaling for den resterende periode refunderes.

6. Priser og betaling

Alle priser er ekskl. moms.

KlientKlar koster 3.000 kr. om måneden i 6 måneder, i alt 18.000 kr. Ved fuld forudbetaling er prisen 16.000 kr.

Ved månedsbetaling faktureres hver måned forud. Første faktura sendes ved aftalens indgåelse, og derefter sendes fakturaen den 20. i måneden og dækker den efterfølgende måned.

Betalingsfristen er 8 dage netto fra fakturadato, medmindre andet fremgår af fakturaen.

Ved manglende betaling efter forfald sender jeg en påmindelse. Betales der fortsat ikke, kan jeg sætte forløbet og dine adgange på pause, indtil betalingen er modtaget. Jeg kan desuden pålægge rykkergebyr, kompensationsbeløb og renter efter renteloven, samt eventuelle inkassoomkostninger.

7. Varighed, binding og opsigelse

Forløbet løber i 6 måneder fra aftalens indgåelse.

Du er bundet af forløbets fulde løbetid, medmindre du gør brug af tilfredshedsgarantien i punkt 8.

Parterne kan til enhver tid ved skriftlig enighed aftale at afslutte forløbet før tid, herunder aftale hvordan betalingen håndteres.

Jeg kan opsige aftalen med 30 dages skriftligt varsel, hvis samarbejdet ikke fungerer, eller hvis jeg vurderer, at jeg ikke er den rette til opgaven. I så fald betaler du kun for perioden frem til ophør, og eventuel forudbetaling for perioden efter ophør refunderes.

8. Garanti

Hvis du ikke efter vores samtale på dag 60 oplever, at vi har lagt grundlaget for din kommunikationsstrategi, har bygget dit første forløb og fået det første salg — kan du opsige bindingen på de 6 måneder og stoppe forløbet.

Sådan foregår det:

Samtalen på dag 60 bookes i kalenderen allerede ved onboardingsamtalen. Det er mit ansvar, at den bliver afholdt.

Ønsker du at gøre brug af garantien, giver du mig skriftlig besked senest 60 dage efter aftalens indgåelse.

Jeg bekræfter skriftligt, at forløbet stoppes.

Eksempel: ved aftale indgået 1. maj skal din skriftlige besked være modtaget senest 1. juli.

Økonomisk betyder det:

Ved månedsbetaling: dine betalinger stopper. Du har på det tidspunkt betalt for to måneder, i alt 6.000 kr., og der faktureres ikke yderligere.

Ved fuld forudbetaling: du får 10.000 kr. retur, så du har betalt 6.000 kr. for de to måneder.

Refusion sker senest 14 dage efter, at jeg har bekræftet, at garantien er gjort gældende.

Har du gjort brug af garantien, er du velkommen til at købe forløbet igen på et senere tidspunkt til den pris, der gælder på det tidspunkt. Garantien kan kun bruges én gang, så et senere køb er uden tilfredshedsgaranti.

9. Brugsret til materiale

Du får fuld brugsret til det indhold, de skabeloner og de dokumenter, du modtager som en del af forløbet.

Brugsretten følger den virksomhed, der køber forløbet, og den navngivne deltager. Du må:

- Gemme og udskrive materialet til brug i din egen virksomhed

- Tilpasse skabelonerne til din egen situation

- Bruge materialet internt sammen med dine egne ansatte

Du må ikke videregive, sælge, dele eller offentliggøre materialet til personer uden for din virksomhed, herunder på internettet, i grupper eller i trykt form.

Ophavsretten til materialet forbliver hos mig.

Ønsker flere selvstændige deltagere at bruge forløbet, kontakter du mig for et tilbud på yderligere pladser.

10. Adgange og systemer

Du får i forløbet adgang til de systemer, vi arbejder i, herunder Notion, Slack og en konto i GoHighLevel.

Adgangene er personlige og må ikke deles med tredjepart uden for din virksomhed.

Ved væsentligt misbrug, herunder deling af materiale eller adgange i strid med punkt 9, kan jeg lukke dine adgange til Notion, Slack og GoHighLevel og kræve erstatning for det dokumenterede tab. Jeg giver dig besked først, medmindre forholdet gør det åbenlyst formålsløst.

11. Ejerskab ved ophør

Når forløbet slutter, uanset årsag, gælder følgende:

- Din hjemmeside, dit domæne, dine konti hos tredjepart og dine kundedata er og forbliver dine

- Annoncekonti oprettet i din virksomheds navn forbliver dine

- Tekster, strategier og materialer udarbejdet specifikt til din klinik må du bruge frit videre

Konti oprettet under min egen platformsaftale, herunder GoHighLevel, lukkes ved ophør. Inden lukning kan du eksportere dine data, og jeg hjælper med eksporten. Det er teknisk muligt at eksportere kontakter, der bruges til e-mailmarkedsføring, samt tekster fra landingssider.

Ønsker du overførsel af data, skal du give mig skriftlig besked senest 14 dage før aftalens ophør.

Du kan i stedet vælge at beholde adgangen til din GoHighLevel-konto mod betaling. Prisen er platformens til enhver tid gældende basispris, pr. 1. august 2026 svarende til ca. 630 kr. pr. måned. Vælger du det, fortsætter jeg med at have adgang til systemet, og vi indgår derfor en databehandleraftale, der dækker perioden efter forløbets ophør.

12. Markedsføring af sundhedsydelser

Markedsføring af sundhedsydelser er underlagt særlige regler, blandt andet i lov om markedsføring af sundhedsydelser og i markedsføringsloven.

Jeg rådgiver dig efter bedste evne om de regler, jeg kender til, og jeg gør dig opmærksom på det, hvis jeg vurderer, at et tiltag er problematisk. Det er ikke juridisk rådgivning.

Ansvaret for det, der offentliggøres i din kliniks navn, ligger hos dig som sundhedsperson og behandlingssted, og det er dit ansvar at være opdateret på den til enhver tid gældende lovgivning. Er du i tvivl om et konkret forhold, bør du søge juridisk rådgivning.

13. Persondata

Behandler jeg personoplysninger på dine vegne, for eksempel hvis jeg sætter e-mail- eller SMS-flows op i systemer, der indeholder oplysninger om dine patienter, indgår vi en særskilt databehandleraftale. Den er et selvstændigt bilag til denne aftale.

Vi er begge ansvarlige for at overholde databeskyttelsesreglerne inden for hver vores rolle.

14. Resultater

Jeg giver ingen garanti for omsætning, antal patienter eller andre forretningsmæssige resultater. Resultater afhænger af din indsats, din klinik, dit marked og forhold, ingen af os er herre over.

Eksempler, der bruges i forløbet eller i min markedsføring, er illustrationer af metoden. De er ikke løfter om, hvad du vil opnå.

15. Ansvarsbegrænsning

Jeg hæfter ikke for driftstab, tabt fortjeneste eller andet indirekte tab, herunder tab som følge af dit forhold til tredjemand.

Mit samlede ansvar over for dig kan aldrig overstige det beløb, du har betalt for forløbet.

Ansvarsbegrænsningen gælder ikke ved forsætlig eller groft uagtsom adfærd.

16. Fortrolighed

Alt, hvad jeg får kendskab til om din virksomhed, dine tal og dine patienter, behandler jeg fortroligt og videregiver det ikke til tredjepart.

Jeg må omtale samarbejdet som reference og bruge resultater i min egen markedsføring, hvis du har givet skriftligt samtykke til det. Du kan til enhver tid trække samtykket tilbage.

17. Ændringer

Ændringer i disse betingelser gælder ikke for et forløb, der allerede er i gang, medmindre vi aftaler det skriftligt.

18. Lovvalg og tvister

Aftalen er underlagt dansk ret.

Opstår der uenighed, forsøger vi først at løse den i mindelighed. Kan vi ikke det, afgøres sagen ved de almindelige danske domstole.

Det spørger de fleste om

Hvad koster det?

Prisen står i brochuren sammen med hele forløbet, så du kan se præcis hvad du får for pengene, før vi taler sammen.

Hvor meget tid kræver det af mig?

Du laver arbejdet selv, med struktureret guidning fra mig hele vejen. Regn med 2-3 timer om ugen de første 60 dage. Du bestemmer tempoet.

Jeg har prøvet et bureau før. Hvad er forskellen?

Et bureau starter typisk med kanalen. Jeg starter med, hvad du faktisk gør for dine patienter og hvem du er bedst til at hjælpe. Og alt bliver bygget inden for reglerne for markedsføring af sundhedsydelser.

Jeg er ikke god til at sælge. Kan jeg stadig bruge det?

Ja, du skal ikke blive sælger. Du skal skrive det ned, som du allerede siger til patienten på briksen og derudover rammesætter vi din samtale en patient, så du er komfortabel i situationen.

Hvad sker der, hvis jeg henter guiden eller brochuren?

Du får adgang til den via link og du får derefter en mail om ugen. Ingen ringer til dig. Du kan afmelde, når du vil.

Jakob Leonardo - KlientKlar

Forretningsstrategi og værdidrevet markedsføring for selvstændige fysioterapeuter.

[email protected]

42 83 90 24

CVR: 45790894

© 2026 jakobleonardo.com

Ofte stillede spørgsmål

Handelsbetingelser

Privatlivspolitik